SEO-tekster: Den eneste guide, du behøver læse
Hovedbudskaber i dette indlæg:
- SEO-tekster har ofte en negativ klang, men i sidste ende er den gode SEO-tekst den mest værdifulde for brugeren.
- Den gode SEO-tekst tager udgangspunkt i, hvad brugeren vil vide – og hvordan vedkommende vil vide det.
- Struktur og indhold går dermed hånd i hånd. Gør dit indlæg scannevenligt og tætpakket med værdifuld viden.
- ChatGPT kan bruges til at hjælpe med struktur og idéer – men skal ikke skrive teksten for dig.
Indholdsfortegnelse
SEO-tekster. Et stort fokus for mange – men en lige så stor kilde til frustration.
Spandevis af timer brugt på den forkerte tilgang, som Google hverken forstår eller belønner.
Jeg har derfor sat mig for at skrive den ultimative guide til at skrive gode SEO-tekster, som både ligger højt i Google – og konverterer dine besøgende til betalende kunder.
Alt sammen baseret på +1000 SEO-tekster skrevet for alle typer kunder.
Hvad er SEO-tekster?
SEO-tekster er tekster, der er skrevet med ét primært formål: At rangere højt i Google på et eller flere udvalgte søgeord, der findes på baggrund af en søgeordsanalyse.
Det kan lyde kunstigt og upersonligt, men det behøver det ikke være. Faktisk mener jeg, at veludførte SEO-optimerede tekster udgør det mest værdifulde indhold på internettet.
Det skyldes, at den gode SEO-tekst fokuserer på én primært ting: At løse brugerens problem på bedst mulig vis – ved at imødekomme søgeintentionen 1:1.
Uanset branche og virksomhed bygger jeg altid SEO-tekster op om de samme grundlæggende principper.
For SEO-tekstforfatning er en kunst – men alle kan lære det.
Mine 8 ultimative og gennemtestede tips til at skrive SEO-tekster
Du skriver gode SEO-tekster ved at undersøge, hvad brugeren reelt mener (søgeintentionen, når han søger på et søgeord. Og den søgeintention bygger du din SEO-tekst op omkring.
Hvis du ikke har fundet dine søgeord, skal du starte med en søgeordsanalyse.
Det behøver ikke være svært at skrive gode SEO-tekster – faktisk vil jeg påstå, at du ved at følge de næste trin altid kan komme i mål med en SEO-tekst, der rangerer højt på dit udvalgte søgeord.
Tip 1: Ram søgeintentionen 100%
Du kunne i princippet have skrevet det mest revolutionerende stykke indhold i verdenshistorien. Og det ville ikke betyde noget, hvis du har skrevet det til den helt forkerte søgeintention.
Sørg nu for at vide, hvad brugeren gerne vil vide – og giv dem præcis det.
Kig på de 3 øverste resultater i Google og analyser dem.
- Hvad er de fælles kendetegn?
- Er de overordnet kommercielle (f.eks. produktsider) eller informative (f.eks. blogindlæg?
- Hvilken type indhold har de?
- Hvordan er de bygget op?
- Er der billeder og video?
Simpelthen at kigge i Google er et gratis snydetrick til at se, hvilken type indhold der klarer sig godt på det søgeord, du vil gå efter.
Tip 2: Superoptimer din overskrift og dine underoverskrifter
Din overskrift og dine underoverskrifter er læserens primære pejlemærker. Det er dem, vedkommende scanner som det absolut første, når de lander på din side.
Derfor skal de både være informative og indeholde dine søgeord. Det har nemlig en sjov A-B dobbelteffekt:
A: Google vurderer din side som mere relevant, fordi du formår at integrere de vigtigste søgeord i de vigtigste tekstelementer: Dine overskrifter.
Og dermed rangerer du højere.
B: Dine brugere har nemmere ved at afkode din side, da de netop er landet på din side via din SEO-teksts søgeord.
Når de kan se søgeordene i overskrifter, kan de nemt og hurtigt se, at de er landet det rigtige sted.
Få flere SEO- og skrivetips med ekspresfart
Tip 3: Brug dine søgeord i din i sidetitel og metabeskrivelse
– Og gør din side klikbar!
Det er selvfølgelig ikke nok bare at ligge højt på et godt søgeord. Hovedmålet er jo at tiltrække relevant trafik til hjemmesiden – og få flere kunder.
Og det kræver, at brugerne klikker på lige netop dit søgeresultat.
Du øger chancen for et klik ved at bruge de rette søgeord i din sidetitel og metabeskrivelse – og igen har det en sjov A-B dobbelteffekt:
A: Google ser dit indhold som mere relevant for brugeren, fordi det indeholder søgerdene centrale steder.
Dermed belønner de dig og rangerer dig højere i søgeresultaterne.
B: Brugerne vil få mere lyst til at klikke på dit resultat, da resultatet besvarer søgeintentionen – og hvis de samtidig har en god brugeroplevelse på din side, vil det sende et signal til Google om, at din side er den mest relevante.
Hvorefter du belønnes med en endnu højere rangering.
Tip 4: Skriv flydende med autoritet og ekspertise
En velskrevet SEO-tekst er nem at læse – og dermed har brugeren nemmere ved at afkode informationen.
Hvis brugeren finder værdi på din side, har vedkommende en god oplevelse – og vil derfor bruge Google igen næste gang.
Det har Google selvfølgelig for længst regnet ud – og derfor prioriterer Google de velskrevne indlæg, der er skrevet af fageksperter, som leverer reel værdi.
Invester i kvaliteten af dit indhold – og sørg for, at din side generelt oser af ekspertise og autoritet.
Dette princip kaldes også EEAT.
Tip 5: Lav markedets bedste indhold
Hvorfor skulle Google rangere dig øverst, hvis du alligevel bare er en dårligere version af de nuværende topplaceringer?
Præcis.
Derfor skal det altid være all-in, hvis du virkelig vil have de gode placeringer.
Sørg for at producere et stykke unikt, gennemarbejdet indhold, der slår resten af markedet med længder.
Se efter sammenhænge i de øverste resultater. Og se derefter, hvad de hver især mangler og kunne gøre bedre.
Hvor du kan supplere med værdi – som den ekspert, du er.
Tip 6: Brug korte afsnit og en læsbar skrifttype
Du kunne være verdens største geni. SEO-tekstforfatternes svar på Mozart og Einstein.
Og intet ville betyde noget, hvis dit indhold præsenteres med skrifttype 8 i én lang mur af tekst – uden livgivende afsnit.
Nej, gør det i stedet nemt for brugeren at læse, hvad du skriver. Brug korte afsnit. Brug en læsbar, letgenkendelig skrifttype. Sørg for, at der er høj kontrast mellem baggrund og tekst på din hjemmeside.
(Hvis du er i tvivl, så vælg sort skrift på hvid baggrund).
Hvis det er svært at læse, hvad du skriver, kan det hele i princippet være lige meget.
Tip 7: Svar på alle dine brugeres spørgsmål
En del af at være brancheekspert er at kunne svare på spørgsmål fra din målgruppe. Derfor starter enhver god SEO-tekst med en god gammeldags research.
Find ud af, hvad brugerne spørger om – og besvar spørgsmålene klart og tydeligt i løbet af teksten.
Det kan eventuelt være med underoverskrifter formuleret som spørgsmål, og det første afsnit derefter som et kortfattet svar på spørgsmålet.
Du kan bl.a. lave din SEO-research ved at Google søgeordet og se relaterede søgninger (se screenshots for eksempler) samt bruge SEO-værktøjer som Ahrefs og det gratis værktøj Answerthepublic.com, der lister en lang række spørgsmål til dit emne.
Tip 8: Byg en god SEO-struktur – det vigtigste først!
En god SEO-tekst er skrevet for brugerens skyld.
Hvad leder brugeren efter, når de besøger din tekst? Hvad har de brug for at vide som det absolut første?
Brugerne vil have det vigtigste serveret på et sølvfad – og det kan kun gå for langsomt. Og den hurtigste måde de kan få det på, er hvis du placerer det øverst i dit indlæg.
Det har Googles for længst regnet ud. Og derfor er de i stand til at forstå en søgeintention – hvad brugeren leder efter – og prioritere de sider, der giver brugeren svaret hurtigst.
Og det er de sider, der ligger øverst i Google.
Det vigtigste først. Altid.
Skal du bruge Chat-GPT til dine SEO-tekster?
Chat-GPT er et fantastisk program til SEO-tekster.
Så længe du ikke lader det skrive din tekst – men i stedet bruger det til ‘ufarlige opgaver’ som emneinspiration og korrekturlæsning.
Chat-GPT kan ikke på egen hånd skrive en SEO-tekst med tilstrækkelig værdi til at konkurrere i søgeresultaterne. Det kræver stadig menneskelig ekspertise.
Men det kan hjælpe processen på vej og gøre dit arbejde nemmere. Og det er jeg stor tilhænger af!
Kan du bruge billige SEO-tekster til noget?
Mine SEO-tekster er ikke billige, og derfor burde jeg selvfølgelig bare svare et rungende NEJ med det samme.
Og alligevel vil jeg gå så langt som til at sige, at svaret på spørgsmålet er både: Ja og nej.
Tænk på det på denne måde: Alt, der er svært at skalere, har som udgangspunkt en stor værdi – fordi det er sværere for konkurrenten at matche.
Og omvendt – alt, der nemt kan skaleres, vil automatisk have en lavere værdi, da konkurrenter relativt nemt kan matche indsatsen.
Billige SEO-tekster er nemme at skalere, fordi omkostningen er lavere. Men kvaliteten bliver også derefter – og konkurrencen online er så vanvittigt høj, at jeg personligt ikke tror på, at man kan rangere på noget af værdi med andenrangs SEO-tekster.
På den anden side er noget indhold som udgangspunkt bedre end intet indhold.
Hvis jeg selv stod med ansvaret for indkøb af SEO tekster, ville jeg dog aldrig nogensinde bruge penge på billige SEO-tekster. For det bliver dyrere i længden, når de uundgåeligt skal afløses af kvalitet på et senere tidspunkt.
SEO-tekster pris – hvor ligger det typiske prisleje?
Jeg har set priser på SEO-tekster på alt fra 0,25-2,50 kroner pr. ord – og alt fra 100 kroner i timen til 1500 kroner i timen.
Prisen på SEO-tekster varierer altså helt vildt – og det er både fordi nogle udbydere er dyrere end andre, og fordi prismodellerne er vidt forskellige.
Nogle SEO-tekstforfattere tager betaling pr. ord – f.eks. 1 krone pr. ord.
Andre, heriblandt mig selv, tager betaling pr. time eller som projektpris.
Jeg tror personligt på, at man får den højeste kvalitet, når man betaler pr. time eller projekt, og derfor har jeg valgt denne model.
Hvis man betaler pr. ord, har den ansvarlige tekstforfatter et økonomisk incitament til at blive så hurtigt færdig som muligt.
Vedkommendes eneste mål er at få det krævede antal ord på papir – og altså ikke at sørge for, at kvaliteten er tilstrækkelig.
Hvis man er time- eller projektlønnet, har man i stedet frit valg til at disponere over sin tid. Måske er det faktisk researchen og selve struktureringen, der tager længst tid.
Det kræver naturligvis også en indsigt fra kunden i, hvor lang tid en opgave normalt tager, da det ellers kan give uenigheder om prissætning.
Jeg plejer at give forskellige priser afhængigt af opgavestørrelse og -type. Hvis kunden booker mange opgaver på én gang, giver jeg mængderabat. Og hvis jeg kan se potentiale i et længere samarbejde med kunden, giver jeg også gerne en lavere timepris.
Hvordan arbejder en SEO-tekstforfatter?
En professionel SEO-tekstforfatter arbejder med at skrive tekster, som både hjemmesidens målgruppe og Google elsker.
Og ja, det kan sagtens være én og samme tekst.
En typisk proces vil se således ud:
- SEO-tekstforfatteren modtager en forespørgsel på en eller flere SEO-tekster.
- Ordren konkretiseres, tekstforfatteren kommer med et bud på en tidshorisont og pris på opgaven, som kunden godkender.
- Research på opgaven påbegyndes. Tekstforfatteren analyserer top-10 i Google og noterer søgeintention samt mønstre i indholdet på de bedste placeringer.
- Tekstforfatteren laver strukturen på indlægget inklusive underoverskrifter og indhold i noteform.
- Tekstforfatteren skriver første udkast, gennemskriver det igen og korrekturlæser, indtil det er perfekt.
Er SEO-tekster brugervenlige?
Jeg oplever, at det er en udbredt misforståelse, at man går på kompromis med kvalitet og brugervenlighed, hvis målet er maksimal SEO-værdi.
En SEO-tekst er netop bygget op omkring kvalitet og værdi – fordi Google belønner begge. Den gode SEO-tekst tager nemlig udgangspunkt i alt det, brugeren gerne vil vide noget om – og derfor søger efter – som i sidste ende kan aflæses i søgevolumen på søgeordet.
Og derudover har gode SEO-tekster pr. definition en brugervenlig struktur, da de er bygget op med informative underoverskrifter, korte afsnit, letlæselige skrifttyper, tydelige kontraster mellem tekst, baggrund og billeder.
Forskellen på dårlige og gode SEO-tekster
En god SEO-tekst er skrevet til brugeren og Google. En dårlig SEO-tekst er kun skrevet til Google.
I gamle dage var det sådan, at den bedste SEO-tekst var den med søgeordet skrevet flest gange og den med flest ankertekster (linktekster) med søgeordet pegende på sig.
Derfor var der mange manipulerende strategier overalt på nettet – f.eks. at man skrev søgeordet tusind gange med hvid skrift på en hvid baggrund. Eller byggede tusind links fra spamhjemmesider med søgeordet ordret som ankertekst hver gang.
Denne tilgang virker heldigvis ikke længere – og har ikke gjort det længe. Men det betyder ikke, at der ikke stadig foregår ting, som kun har ét fokus: at rangere højt i Google.
Nogle SEO-tekster er så dårligt skrevet, med så kunstig brug af søgeordet, at det stinker alt for langt væk af kunstig SEO. Ligesom der stadig bygges utallige links fra formålsløse hjemmesider (linkbuilding fra spam blogs) uden andet formål end at give linkværdi.
Som jeg ser det, er der en helt fundamental og gennemgående forskel på gode og dårlige SEO-tekster.
Den dårlige SEO-tekst er skrevet kun med henblik på at manipulere søgeresultaterne.
Den gode SEO-tekst er skrevet med henblik på at skabe maksimal værdi for brugeren.
Og heldigvis støder du meget sjældent på dårlige SEO-tekster, når du browser det store internet.
For den gode SEO-tekst vinder heldigvis langt de fleste gange.
Gode eksempler på SEO-tekster (mit eget arbejde for kunder)
Jeg vil her fremhæve nogle eksempler på mine egne SEO-tekster, som i dag ligger højt på mange højvolumen søgeord:
Eksempel 1: ”Små træer til haven” til Tyrsbjerglund Anlægsgartner
Det her er det første og fundamentale indlæg til Tyrsbjerglund Anlægsgartners blog. Og det har performet præcis, som vi har håbet på – med masser af trafik på forretningskritiske søgeord med masser af søgevolumen.
Dette screenshot fra Search Console siger alt.
Eksempel 2: ”Varetægtsfængsling” Til Forsvarsadvokaterne Dickmeiss
iNdlægre søgeord, men også en række sekundære søgeord som f.eks. ”tæller varetægtsfængsling dobbelt” (som vi har featured snippet på)
Samt ”erstatning for varetægtsfængsling”, som vi ligger 1 på og for nylig har været meget aktuel og gav masser af trafik, da en sag om erstatning kørte i medierne.
Ovenstående SEO-tekst blev sågar henvist til i nordjyske.dk, der refererede direkte til vores beskrivelse af ”Varetægtsfængsling i surrogat”.
SEO kategori- og produkttekster – hvordan gør man?
Kategoritekster og produkttekster kan være en svær størrelse rent SEO-mæssigt, men er bestemt til at have med at gøre.
Sørg først og fremmest for at finde ud af, hvad brugeren forventer at finde på din side.
Meget eller lidt tekst? Mange eller få detaljer? Mange eller få billeder?
Og hvordan finder du så ud af det?
Det gør du ved at Google dit søgeord.
Tjek de første 5 resultater ud. Og se, hvad der går igen. Læg naturligvis mest vægt på indholdet i de øverste.
Lad være med at skrotte teksten helt, bare fordi de andre sider har tæt på ingen tekst. Placer i stedet din SEO-tekst under billeder og den vigtigste beskrivelse samt selling points.
FAQ: Andre vigtige spørgsmål og svar om SEO-tekster
Hvad er SEO-artikler?
Er det det samme som SEO-tekster?
En SEO-artikel er en artikel skrevet med det primære formål at rangere på et søgeord – eller at linke til en underside, der selv prøver at rangere på et søgeord.
SEO-artikler og SEO-artikler bruges ofte synonymt, og det er dermed i 99% af tilfældene det samme, der snakkes om.
Forskellen består i, at SEO-tekster er det overordnede begreb og kan inkludere både produkttekster, blogindlæg, kategoritekster og alle andre typer tekster – mens SEO-artikler typisk kun dækker over blogindlæg og nyhedsartikler.
Er SEO-tekster spam?
SEO-tekster er efterhånden blevet et ret udvandet begreb.
Jeg har mødt både kunder og kollegaer med den opfattelse, at SEO-tekster nærmest er rent spam, der kun skrives med henblik på at ligge højt i Google – uden fokus på værdi for de brugere, der skal læse dem.
Det er, efter min mening, helt forkert. Både fordi Google efterhånden er så dygtige til at spotte værdiløst spam, at det er stort set umuligt at ligge højt på indhold af lav kvalitet.
Men også fordi min opfattelse af gode SEO-tekster er en helt anden.
En god SEO-tekst er målrettet et specifikt behov og en unik søgeintention hos din bruger.
Hvor lang skal en SEO-tekst være?
En SEO-tekst skal være præcis så lang, at den svarer på din brugers spørgsmål og opfylder din brugers søgeintention. Hverken mere eller mindre.
Derfor kan man ikke sige, at den f.eks. skal være 500 eller 1000 ord lang.
Det er dog klart, at det er de færreste emner, der kan dækkes i dybden med 100 ord. Derfor vil de fleste SEO-tekster have en vis længde, og du finder relativt få SEO-tekster på under 500 ord.
Det giver dog ikke mening at have en standardlængde, da nogle emner kan besvares på få hundrede ord, mens andre kræver længere indlæg på flere tusinde ord.
Er der forskel på SEO-tekster og andre tekster til hjemmesiden?
Du skal skrive dine SEO-tekster præcis, som du skriver alle dine andre tekster.
Der skal være en god, informativ overskrift, en fængende indledning og et godt flow igennem brødteksten.
Den eneste forskel på en SEO-tekst og en hvilken som helst anden tekst er, at der er strategisk optimeret mod et eller flere søgeord i en SEO-tekst. Det er der ikke nødvendigvis i dine andre tekster.
Hvor mange gange skal jeg bruge mit søgeord i min SEO-tekst?
Du skal bruge søgeordet præcis så mange gange, som det giver mening for din søgeordsoptimering.
Når jeg skriver SEO-tekster, skriver jeg bare, som det falder mig ind.
Hvis jeg til sidst har brugt søgeordet 100 gange, er det fint. Har jeg brugt det 3 gange, er det også fint.
Nogle gange giver det ikke mening at bruge søgeordet særligt meget.
I disse tilfælde er det særligt vigtigt, at du får det med i din overskrift og SEO-titel.
Hvis du skal tænke over brugen af specifikke ord, så bør du hellere tænke på at inkludere andre relevante termer.
Hvis du f.eks. skriver en begynderguide til SEO, vil det være relevant at inddrage ord som “søgeordsanalyse“, “content marketing” og “linkbuilding“.
Det er ord, som Google forventer at se i en tekst om begynder-SEO og vil derfor være ord, algoritmen reagerer positivt på.
Brug for hjælp til SEO-tekster?
Så bringer jeg dig gerne i mål. Klik på knappen herunder og få et uforpligtende tilbud inden for 24 timer.