Hvad er on-page SEO? De vigtigste elementer indenfor hjemmesideoptimering!
Du kommer ikke udenom on-page SEO, hvis du vil ranke højt i Google.
On-page SEO er simpelthen fundamentet for hjemmesideoptimering og den direkte kommunikation til Googles crawlere.
I denne guide får du det fulde overblik – med links til dybdegående guides inden for de enkelte elementer.
Indholdsfortegnelse
Hvad er on-page SEO?
On-page SEO er alt det, du kan styre på selve hjemmesiden. Det er alt tekst (herunder metatekster), alle billeder, selve hjemmesidestrukturen og hjemmesidens tekniske opbygning.
Kort sagt er det alt det, der ligger i HTML-koden, som du kan påvirke til at være mere Google-venligt – og dermed SEO-venligt.
On-page står i modsætning til off-page SEO, som er alle de signaler, der ikke indgår på din hjemmeside. Det kan f.eks. være eksterne links, sociale signaler fra medier som Facebook og LinkedIn og anmeldelser på platforme som Trustpilot.
Herunder får du et overblik over de forskellige on-page SEO-elementer, både det tekniske, det indholdsmæssige og det strukturelle/informationsarkitekturen.
On-page element 1: Indholdet på din hjemmeside – dine tekster, billeder og videoer
Ideelt set har du baseret dit indhold på en søgeordsanalyse, der bør være fundamentet for ethvert stykke on-page SEO-arbejde.
Når du ved, hvilke søgeord du gerne vil rangere på, kan du nemlig bygge indholdet op omkring dem. Her er det først og fremmest vigtigt, at du skriver veloptimerede SEO-tekster, og du udvælger billeder og/eller videoer, der supplerer teksten.
On-page element 2: Din interne linkstruktur – herunder din menustruktur
Er din hjemmeside intuitivt struktureret – så det vigtigste indhold er nemt for brugeren at finde? Er der styr på de interne links, og har du ryddet op i døde links og fejlsider? Har du opsat redirects?
Google vurderer din hjemmeside som en helhed og følger dine links rundt på siden for at forstå sidestrukturen. Derfor er det vigtigt, at der er så få fejlsider som muligt, og at der er flest og mest centrale interne links til de vigtigste sider.
På samme måde skal kun de vigtigste sider fremgå af menuen.
On-page element 3: Dine metatekster
Dine metabeskrivelser, sidetitler og alt-tekster er alt sammen tekst, der er skrevet direkte til Google. De er ikke synlige på din side, men det indgår stadig i din on-page SEO.
Her indgår Schema Markup også, som er en direkte kommunikation til Google. Det kan f.eks. være, at du har en FAQ-sektion på din side, som du kan fremhæve i søgeresultaterne. Det kan f.eks. se således ud:
On-page element 4: Din hjemmesides tekniske opbygning
Er din hjemmeside lavet i WordPress, Wix, Squarespace eller noget helt fjerde? Måske er den kodet fra bunden?
Uanset hvad er din hjemmesides tekniske fundament en vigtig del af SEO. I kategorien teknisk fundament bør du primært fokusere på 3 ting:
- Din hjemmesides hastighed
- Din hjemmesides responsivitet/mobilvenlighed – er den flot og funktionel på alle skærmstørrelser?
- Indekserbarhed – har Google nemt ved at crawle og indeksere din hjemmeside? Hvis du ikke er i Googles indeks, kan du ikke rangere – så nemt er det.
Det er næsten umuligt for en langsom hjemmeside, der tilmed ikke er optimeret til mobil, at ranke i Google i 2022.
On-page element 5: Overskrifter/H-tags
Google forstår hierarkiet på dine undersider ud fra dine H-tags. Den primære overskrift skal være i H1-tag, de sekundære i H2, de tertiære i H3 – osv.
På de fleste undersider bør du ikke gå dybere end H3, der altså bør være det nederste lag i dit H-tag hierarki. Mange undersider kan også klares med én H1 og resten H2’ere.
On-page element 6: SEO-venlige URL’er
Denne er ikke så vigtig som de andre, men det hjælper både Google og brugeren, hvis din URL er så kort som mulig, men samtidig opsummerer indholdet på siden.
On-page element 7: Minimering af duplicate content
At have unikt indhold på så mange sider som muligt har to fordele:
- Google har nemmere ved at forstå og indeksere din side, og du hjælper Google med at forstå hvilken af dine sider, der skal rangere i søgeresultaterne
- Google bruger sit crawlbudget på din side effektivt.
Duplicate content kan dog i nogle tilfælde ikke undgås og er heldigvis ikke en katastrofe.