Må man starte med ”og” og ”men” efter et punktum?

Ja, du må gerne starte dine sætninger med bindeord.

Bum, færdig, slut. 

Forbuddet er et forkert levn fra folkeskolens grammatikbøger, som desværre stadig hænger fast i masser af både unge og gamle mennesker.

Man kan starte sætninger med lige præcis det ord, man nu vil. Så længe sætningen giver mening og passer ind i konteksten.

Skrive- og retskrivningsregler kan være gode. De kan være en guidende rettesnor, som man kan bruge til at træffe beslutninger, hvis man er i tvivl om noget.

Men regler må gerne brydes, hvis der er en god grund til det. 

(Selv når man skriver bøger.)

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange gammeldags skriveregler, jeg har brudt i min egen bog...

Lad os gennemgå nogle af de mest almindelige bindeord ét efter ét og se, om det altid er ”lovligt” at skrive dem efter et punktum.

Indholdsfortegnelse

Kan man starte en sætning med ”og”?

Ja, det kan man sagtens. Hvis det giver mening at starte en sætning med ”og”, skal du bare gøre det.

Det kan være en fin regel som begynder i det danske sprog – enten som udlænding eller ungt menneske – at undlade brugen af ”og” i starten af en sætning.

Men når du først har styr på det danske sprog, er det, efter min mening, en stor begrænsning, hvis du ikke længere må bruge ”og” først i en sætning.

At bruge sproget til fulde er ekstremt vigtigt, når man vil kommunikere noget vigtigt på skrift – f.eks. et salgsbrev. 

Brugen af ”og” sker dog, trods alt, klart hyppigst i midten af en sætning – det er trods alt et bindeord.

Få flere skrive- og sprogtips - serveret direkte i indbakken!

Kan man starte en sætning med ”men”?

Ja, du må gerne skrive ”men” efter et punktum. Tag et blik på afsnittene over dette. Hvor mange sætninger starter jeg selv med ”men”?

Er mit indlæg svært at læse? Er det dårligt dansk?

”Men” efter punktum er en god teknik, når man vil give læseren gode, naturlige pauser i løbet af en tekst, der ikke opfyldes tilstrækkeligt med et komma. 

Kan man starte en sætning med ”derfor”?

At skrive ”derfor” efter punktum er også helt legitimt. “Derfor” giver ikke lige så hyppigt problemer som ”og” og ”men”, men der findes stadig mange, der har udfordringer med den.

”Derfor” efter punktum er en god måde at føre et argument i mål på. 

”Elefanter vejer typisk mellem 3 og 6 tons. Derfor er det et af verdens allertungeste dyr.”

Konklusion: Er bindeord efter punktum ”go” eller ”no-go”?

Det kan siges meget kort: Et klokkeklart ”go”.

Tjek f.eks. dette indlæg igennem og se, hvor mange gange jeg starter en sætning med og eller men.

Kunne mit indlæg læses alligevel?

Jeg har desuden fået udgivet en bog hos forlaget SamfundsLitteratur – hvor jeg på samme måde benytter mig af “og” og “men” efter punktum adskillige gange.