3 konkrete tiltag mod flere featured snippets

Googlelandskabet har ændret sig markant de seneste år, hvor der er proppet en masse reklamer, billeder og informationsbokse (featured snippets) ind i søgeresultaterne.

Især featured snippets, der blev introduceret i 2014, har der været meget debat om.

‘Stjæler’ Google andre siders retmæssige indhold? Eller hjælper de bare brugeren på vej?

Indholdsfortegnelse

Screenshots af googlesøgning af feature snippets
Denne hvide kasse er propfyldt med nøgleinformation og fylder i mange resultater næsten hele side 1 før folden (før du scroller). Vigtigheden af at få den må altså ikke undervurderes.

Er en featured snippet svær at få?

Som med alt andet SEO-relateret kommer det an på konkurrencen. Men når man først har den, tyder data på, at den er svær at få taget fra sig. Derfor giver det god mening at være first-mover på vigtige brandrelaterede søgninger.

Featured snippets er især relevante ved informationssøgninger, hvor det er muligt at svare relativt fyldestgørende med den plads, der er i boksen. Her indgår typisk spørgeord som “hvad”, “hvordan” “hvilke”, “hvor mange” og “hvorfor”.

I dette indlæg vil jeg give mine 3 bedste tips til at opnå featured snippets i søgeresultaterne.

1) Svar kort og præcist på dine brugeres spørgsmål

2) Optimér målrettet efter featured snippets (struktur er vigtigt!)

3) Få flere featured snippets, efter du har fået den første.

Før vi går i gang, bør man dog være opmærksom på, at hele 99,58% af alle featured snippets i forvejen rangerer i top-10 på Google.

Så hvis man ikke selv rangerer i top 10 med det søgeord, man gerne vil opnå featured snippet på, er det sandsynligvis ikke her, man bør fokusere sin energi.

Når det så er sagt, kan et fokus på at opnå featured snippets også være med til at sikre en god rangering, da Google selvfølgelig belønner stærkt indhold, der er i stand til at svare præcist på brugerens spørgsmål.

De kommende tips skal ikke ses som en eksklusion af klassiske råd som at opbygge markedets bedste indhold og få stærke links (både eksterne og interne) til den side, man ønsker at rangere på.

Det skal mere ses som 3 relativt simple trin, du kan gøre nu, for at optimere på et godt stykke indhold mod flere featured snippets.

Tip nummer 1: Svar på dine brugeres spørgsmål

Det lyder simpelt, og det er det som sådan også, men det kræver både research, præcision og grundighed.

Først skal du vide, hvad dine brugere har behov for at vide – det kunne selvfølgelig være igennem en nøgleordsresearch, men også god gammeldags sund fornuft træder i kraft her.

  • Hvad spørger dine kunder dig ofte om?

  • Hvad er deres pain points?

  • Hvad går de op i?

Tænk dig godt om, vælg nøje, og definér de vigtigste spørgsmål.

Fokuser derefter på at besvare dem kort og præcist.

Lad være med at overkomplicere det. Tænk: hvis det var mig, der skulle have det forklaret, hvordan ville så virke bedst? Eller: hvordan ville jeg forklare det til min kunde, hvis vi stod sammen lige nu?

Og til sidst skal du selvfølgelig sørge for, at dit svar er dækkende og det bedste, der findes på markedet. Derfor vil jeg anbefale, at du kun går målrettet efter en featured snippet, hvis du virkelig går all-in.

Konkurrencen er hård derude! Især på nøgleord, der er værd at rangere på.

Tip nummer 2: Optimer din side målrettet mod en featured snippet

Eftersom en featured snippet er så prominent og toneangivende i det nye Google-landskab, er der bestemt incitament til at prioritere den.

Gør det derfor nemt for Google: Svar på spørgsmålet helt i starten af indlægget.

Og hvis du vil gøre det rigtig nemt for Google, så formulerer du overskriften som spørgsmålet, og første efterfølgende afsnit som svaret.

Herunder følger et eksempel på en featured snippet, min kunde Illuhair og jeg opnåede på vores skriv om klinikkens kerneydelse scalp micropigmentation.

Søgning på scalp micropigmentation

Her fokuserede vi netop på at svare på spørgsmålet helt i starten af indlægget – og gøre det kort og præcist.

 

3. og sidste trin i handlingsplanen: Optimér den samme side mod mange relaterede featured snippets

Jeg fortsætter mit eksempel med Illuhairs side om scalp micropigmentation.

 

På samme side har vi nemlig også featured snippets for en lang række andre relaterede informationssøgnigner – f.eks. ”fordele ved scalp micropigmentation” og “hvad koster scalp micropigmentation”:

 
Hvis en side først rangerer godt og er propfyldt med informationsrigt indhold, og Google er begyndt at belønne den med featured snippets, er det sandsynligt, at du også får de relaterede hertil.
 

Generelt er det min erfaring, at Google belønner sider, der allerede performer godt. Derfor er det super vigtigt, at man rider med på bølgen  lader snebolden rulle – og virkelig giver den gas med godt indhold, når man først er kommet i Googles søgelys.

En afsluttende note: Er featured snippets gode for din forretning?

Eftersom Google egentlig forsøger at beholde trafikken i egne rækker ved at besvare spørgsmål allerede i søgeresultaterne, er det selvfølgelig nærliggende at spørge sig selv:

 

Sænker featured snippets mængden af trafik til min side?

 

Ja og nej. Og når det sker, er det ikke nødvendigvis et problem.

 

Tag en søgning som ”hvordan bliver jeg millionær”, og tilhørende featured snippet:

 
Googlesøgning over hvordan man bliver millionær, for at illustrere featured snippets
 

Selvom Google forsøger at svare på spørgsmålet, kan vi vist alle sammen være enige om, at svaret ikke er fyldestgørende. Hvis man vil have hele historien med, er man altså nødt til at klikke sig ind på siden.

 

Og hvis man ikke klikker sig ind via en featured snippet, så er min påstand, at man alligevel ikke havde været en værdifuld bruger.

Besøget på blogindlægget havde med stor sandsynlighed været meget kort, hvis man er tilfreds med det relativt korte svar, der er plads til i den hvide informationsboks.

 

Opsummerende konklusion

Svar kort og præcist på dine brugeres spørgsmål, og arbejd i dybden med de sider, der allerede rangerer. Du har størst chance for at opnå featured snippets på indhold, der i forvejen rangerer og har opnået mindst en featured snippet.

 

Hvis du vil have flere featured snippets, er det vigtigste at få den første. Sådan kommer du i Googles søgelys, og dermed er du anerkendt som en autoritet på området. Derfor bliver det nemmere også at være en autoritet på relaterede spørgsmål.

 

Til sidst kan du med fordel gøre det nemt for Google at crawle dit indhold: Sæt spørgsmålet og svaret i tæt forbindelse med hinanden i dit indlæg.